|
Beredskabet - Ham alle møder
Navn: Torben Alder: 27 år
Stilling: Politibetjent på treholdsskift i beredskabet ved Københavns Vestegns Politi siden 2008. Fungerer desuden som vejleder for nye politielever.
Hvorfor valgte du at arbejde i beredskabet? - Det har altid været det, jeg gerne ville i politiet, og det er virkelig drømmejobbet, jeg er havnet i. Det er spændende, fordi du aldrig ved, hvad du kommer ud til. Hver dag er en ny dag, og du får lov til at komme ud og hjælpe folk. Det er da også fedt at fange en forbryder, og så får du hurtigt utroligt meget ansvar – også som nyuddannet.
Hvad kræves der for at blive politibetjent i beredskabet? - Du skal virkelig have lyst til politijobbet, for der er både gode og dårlige oplevelser her. Det kræver, at du har en positiv indstilling til tingene og har et personligt overskud. Du skal ikke være bange for at komme ud og have med folk at gøre. Og det er vel at mærke alle slags personer i alle mulige situationer og tilstande. En dag er en borger superglad for din hjælp, og den næste dag møder du nogen, som hader dig som pesten, fordi du er politibetjent. Vi i beredskabet er politiets ansigt udadtil – vi er dem, der er mest synlige, når vi går rundt i vores uniformer og kører patruljevogne. Det kræver stor selvkontrol, for du skal lægge ører til meget. Hvis du ikke kan klare at blive svinet lidt til engang imellem, så skal du ikke vælge beredskabet som din arbejdsplads.
Hvordan har du det med at arbejde på treholdsskift og dermed have nattevagter indimellem? - Jeg kan godt lide nattevagterne, selv om det kan være lidt hårdt. Jeg har forholdsvist nemt ved at sove, når det er lyst, og jeg får fri klokken syv om morgenen, men jeg ved, at nogle kolleger har svært ved det.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig? - Der er ikke noget, der hedder en typisk arbejdsdag her! Alt kan ske. Men når vi møder, begynder vi altid med en kort briefing, hvor døgnet bliver gennemgået, og vi får at vide, hvis der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Vi får udpeget en makker, pakker bilen med alkometer, kamera, radioer og sporsikringskuffert og kører ud. Nogle gange tager vi en kop kaffe med resten af holdet inden – det er nemlig utroligt vigtigt i vores arbejde, at vi kender hinanden rigtigt godt. Det gør tingene lettere, når vi står ude på en opgave og skal vide, at vi kan stole på hinanden.
Når vi kører rundt, kigger vi efter ting, der ikke passer ind i normalbilledet. Det kan være varevogne, der kører langsomt rundt på villaveje eller mistænkelige personer, som opfører sig underligt. Nogle af opgaverne finder vi selv, mens andre bliver tildelt via radioen. Vi kører ud til alt lige fra indbrud, røverier, færdselsuheld, husspektakler og spirituskørsel. Når slutningen på en vagt nærmer sig, kører vi hjem til politigården igen og skriver de sager, vi er stødt på.
Hvad er det bedste ved jobbet? - Det er, når vi engang imellem får ros af dem, vi har hjulpet. Det kan jeg leve højt på længe. Det sker typisk i voldssager, hvor folk har været virkelig bange og hvor vi så er kommet. Engang var jeg ude hos et ungt par, hvor han havde slået hende. Først tog jeg en lang snak med hende og fortalte hende, at sådan noget skulle hun ikke finde sig i og fortalte, at det efter min mening var bedre at komme væk fra sådan en fyr. Derefter talte jeg med ham og sagde, at det var en meget skidt måde at løse tingene på. En måned efter ringede hun ind på politigården til mig og sagde tak og fortalte, at hun var kommet til at tænke over det, jeg havde sagt. Hun var kommet ud af forholdet og havde det godt. Da blev jeg glad på hendes vegne.
Hvad er knapt så godt ved jobbet? - Det er, at du nogle gange kan komme ud i situationer, som du ikke bryder dig om, og du kan blive nødt til at se ting, du ikke har lyst til at se. For eksempel ved færdselsuheld, hvor folk kan være kommet virkelig slemt til skade eller være blevet dræbt. Underretninger, hvor vi skal ud og fortælle folk, at deres børn eller forældre er blevet dræbt, er også virkelig ubehagelige. Folk bryder fuldstændigt sammen, og det er meget voldsomt at overvære og være en del af som politibetjent. Jeg har også engang været nødt til at trække min pistol, da en gerningsmand trak sin pistol mod os. Heldigvis smed han pistolen fra sig. Men det gav alligevel stof til eftertanke. Men det er jo altsammen en del af vores job.
|