Internationalt udsendt – Kan hjælpe verden – ikke redde den

Navn: Mia
Alder: 32 år

Stilling: Politiassistent i Københavns Politi, Station Bellahøj – Udsendt på en international mission til den palæstinensiske by Hebron på Vestbredden i Israel fra november 2008 til februar 2010.

Hvorfor valgte du at blive udsendt i en international mission?
- Jeg ville gerne have nye udfordringer, og så har jeg altid elsket at rejse og opleve verden. Jeg ville gerne ud og hjælpe, men jeg fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne skabe fred dernede. Mit håb er så bare, at de ting, vi har dokumenteret, kan blive brugt til at sikre bedre forhold på sigt.
Inden jeg tog af sted, læste jeg tre fag om Mellemøsten på universitetet, så jeg følte, at jeg var meget heldig med at komme til Hebron.

Hvad kræves der for at blive sendt ud?
- Du skal have minimum fem års erfaring som politibetjent, og så kan du søge de internationale stillinger, som bliver slået op. Du skal til en prøve i skriftlig engelsk, og den er svær – over halvdelen af dem, jeg var til prøve med, dumpede. Du skal også til en prøve i mundtlig engelsk, og så skal du bestå en løbetest på 3000 meter, hvor tidskravet er rettet til efter din alder. Til slut skal du til lægetjek og tandeftersyn.

Hvordan blev du forberedt til din mission?
- Alle politifolk, der skal udsendes, kommer på et fire uger langt kursus. Her bliver vi undervist i emner som FN, EU, menneskerettigheder, Læger Uden Grænser og førstehjælp. Alt foregår på engelsk, og jeg synes, at kurset gav et godt indblik i, hvad det vil sige at være udsendt, og hvad vi kunne risikere at komme ud for på vores missioner

Hvad gik missionen ud på?
- Jeg var udsendt af det danske politi i en civil mission, hvor vi fungerede som en international, neutral observationsstyrke. Vi skulle observere i Hebron, og observationerne dokumenterede vi - på engelsk - i nogle rapporter vedlagt fotos. Disse oplysninger blev givet videre til missionens seks medlemslande: Danmark, Sverige, Norge, Tyrkiet, Schweiz og Italien samt den israelske og den palæstinensiske regering.

Hvordan så en typisk arbejdsdag ud for dig på missionen?
- Jeg arbejdede både som observatør og vagthavende dernede, og som observatør var det på treholdsskift. På en morgenvagt mødte vi klokken 7, hvor der var mønstring. Her briefede vagthavende om, hvad der var sket i døgnet og om den aktuelle sikkerhedssituation. Derefter pakkede vi bilerne med sikkerhedsudstyr som skudsikker vest og hjelm, tjekkede for punkteringer, kontrollerede olie, og kørte så ud på patrulje bemandet med en politiuddannet og en civil, som kunne tale enten hebraisk eller arabisk.
Vi kørte blandt andet ud til særlige områder, hvor vi vidste, der plejede at ske noget. Nogle dage havde vi morgenpatrulje ved en pigeskole, så vi var med til at sikre, at pigerne kom sikkert frem. Eller også blev vi tilkaldt, når borgerne havde ringet til vores mission og fortalt, at der netop var sket noget hos dem. Dagene kunne være meget travle, men vi kunne også have vagter, hvor der ikke skete noget – ligesom i politijobbet herhjemme.

Hvordan var sikkerheden for dig dernede?
- Før Muhammed-krisen boede missionens deltagere for sig selv i lejligheder. Men vi boede på et hotel, hvor der var mere sikkerhed. Vi kørte rundt med sikkerhedsudstyr i bilerne, og vi blev ofte udsat for stenkast. Jeg har kun én gang været ude for at skulle have skudsikker vest på i et område efter at et besat hus blev ryddet, og der i den forbindelse var blevet skudt.
Jeg har aldrig følt, at mit liv var i fare på missionen. Nogle gange var vi nødt til at gå tæt på sammenstødene mellem palæstinensere og israelske soldater for at kunne dokumentere ordentligt. Der blev skudt med tåregas, så jeg også kunne mærke det. Men ellers var det, jeg var mest utryg ved, de mange våben i samfundet. Det skete ofte, at en soldat kom til at pege på en med sit gevær - det skulle jeg da lige vænne mig til.

Hvad var det bedste ved at være udsendt?
- Jeg har lært utroligt meget på det personlige plan. Jeg er blevet udfordret på mange områder og har lært at arbejde sammen med mange andre nationaliteter. Mit engelsk er blevet meget bedre, for alt dernede foregik på engelsk, når vi arbejdede. Og så har jeg set en konflikt, hele verden taler om, indefra – Jeg har boet midt i den.

Hvad var knapt så godt ved at være udsendt?
- Det var hårdt at leve i et så anderledes samfund som kvinde. Jeg kunne ikke selv bestemme, hvordan jeg ville gå klædt, når jeg gik udenfor i min fritid. Så jeg følte, at mit liv og min fritid blev begrænset af nogle kulturelle ting, jeg ikke var vant til herhjemmefra.
Så savnede jeg selvfølgelig min familie og mine venner, og ikke mindst blev jeg påvirket af andres elendighed. Det er ikke en dans på roser at bo dernede for dem. Jeg oplevede desperate folk bede om min hjælp, og jeg har set unge drenge blive skudt. Men jeg har lært at sige til mig selv, at jeg ikke kan redde verden. Jeg har gjort det, jeg kan.

Vil du gerne sendes ud igen?
- Jeg kunne godt tænke mig at komme af sted igen engang. Reglerne i politiet er sådan, at du skal være hjemme i mindst to år mellem dine missioner, så du bevarer dine rødder herhjemme. Men hvis den rette stilling dukker op, kunne jeg godt finde på at tage ud igen.