6/01/10 14:00 - Nye krav og prøver pr. 1. januar 2010
Nye krav og prøver pr. 1. januar 2010. Vi har ændret en del på krav og prøver med virkning fra 1. januar 2010. Det overordnede formål er fortsat at ansætte de rette typer til politijobbet. Ansøgernes personlighed og eventuelle erhvervserfaring er fortsat vigtige elementer for ansættelse som politibetjent på prøve. De væsentligste ændringer er: - der er nu også fokus på, om ansøgerne er studieegnede i forhold til at kunne gennemføre en professionsbacheloruddannelse i politivirksomhed, - der er nu beskrevet krav til uddannelsesmæssig baggrund, - vi har præciseret nogle af de personlige og faglige kvalifikationer, som vi lægger vægt på, - ansøgernes egnethed vurderes fortsat løbende, men i forbindelse med screeningen giver vi nu afslag til ansøgere, der er mindre kvalificeret i forhold til øvrige ansøgere og dermed ikke har udsigt til ansættelse, - der holdes indtil videre optagelsesprøver i København og Århus, - den skriftlige prøve ændres, så der nu lægges mere vægt på kundskaberne i skriftlig formidlingsevne i dansk med indhold af et samfundsdilemma, og der er prøve i engelsk indeholdende læseforståelse, grammatik og elementær oversættelse. De særskilte prøver i regning og almen viden er udgået. Der er ingen overgangsordning. Det betyder blandt andet, at ansøgere, der indkaldes til prøveforløb i 2010, skal gennemgå de nye prøver, uanset hvornår de har søgt. Ansøgere, der bliver ansat før professionsbacheloruddannelsen i politivirksomhed træder i kraft, skal gennemgå den nuværende grunduddannelse. Vi forventer, at den nye uddannelse træder i kraft i 2010, men vi afventer en egentlig godkendelse.
Hjemmesiden vil snarest blive ajourført i forhold til ændringerne, men du kan allerede nu teste dig i de nye prøver.
Ansættelsessituationen Vi har ansat 80 politibetjente på prøve den 1. februar 2010, og vi forventer at ansætte igen den 1. maj, 1. august og 1. november 2010.
Vi har i løbet af 2009 modtaget 2.479 ansøgninger, hvilket er en kraftig stigning i forhold til 2008, hvor vi modtog 1.477 ansøgninger. Antallet i 2009 er det højeste antal ansøgninger i nyere tid, og vi har for tiden ca. 1.000 ansøgningssager, der skal gennem vores screening.
Næste ansættelsesprøver Vi har planlagt de næste prøveforløb som følger: (med forbehold for ændringer) Århus: Skriftlig og fysisk prøve den 13. januar 2010, holdopgave den 20. januar og samtale den 21. januar eller 25. januar. Ansøgerne er indkaldt. København: Skriftlig og fysisk prøve den 27. januar 2010, holdopgave den 3. februar og samtale den 4. februar eller 8. februar. Ansøgerne er indkaldt. København: Skriftlig og fysisk prøve den 2. februar 2010, holdopgave den 11. februar og samtale den 15. februar eller den 17. februar. Ansøgerne er indkaldt. København: Skriftlig og fysisk prøve den 10. februar 2010, holdopgave den 18. februar og samtale den 24. februar eller den 25. februar. Ansøgerne er indkaldt. Århus: Skriftlig og fysisk prøve den 10. februar 2010, holdopgave den 17. februar og samtale den 18. februar eller 22. februar. De fleste ansøgere er indkaldt. Århus: Skriftlig og fysisk prøve den 24. februar 2010, holdopgave den 3. marts og samtale den 4. marts eller den 8. marts. Ansøgerne indkaldes snarest. København: Skriftlig og fysisk prøve den 24. februar 2010, holdopgave den 4. marts og samtale den 10. marts eller den 11. marts. Ansøgerne er indkaldt. København: Skriftlig og fysisk prøve den 10. marts 2010, holdopgave den 18. marts og samtale den 24. marts eller den 25. marts. Ansøgerne indkaldes snarest. NB: I Århus indkaldes ansøgere til den skriftlige prøve kl. 08 eller kl. 10.
Hvis du søger nu, må du med det store antal ansøgninger forvente en vis sagsbehandlingstid. Der opstår afbud til prøveforløbene, så vær helt klar og i fysisk form, når du søger. Det er ikke praktisk muligt at reservere plads på et bestemt prøveforløb eller at vurdere sagsbehandlingstiden, da tiden med screeningen af ansøgningen er forskellig fra ansøger til ansøger. Du kan læse mere under "procedure".
Jobinformationsmøder i politikredsene Der bliver også i 2010 holdt en større antal jobinformationsmøder i politikredsene. Møderne for første halvår af 2010 kan du se senest i februar måned, men du kan møde os på uddannelsesmesserne Uddannelse Uden Grænser i København, Aalborg, Herning, Odense og Århus. Første sted er Bella Centret den 14. og 15. januar. Du kan læse mere her på hjemmesiden under jobinformationsmøde eller på www.uug.dk.
Ferie på Politiskolen Hvis du er ansat den 1. februar 2010, eller du bliver ansat den 1. maj 2010, kan jeg oplyse, at Politiskolen holder ferielukket i ugerne 28-31. Du kan således forvente, at du har ferie fra og med lørdag den 10. juli til og med søndag den 8. august 2010. I forbindelse med ansættelsen sender vi yderligere oplysninger, herunder om feriereglerne.
Med venlig hilsen
Kaj Verner Larsen, politikommissær, Rigspolitiets Rekruttering, tlf. 4515 2611.
|